Her er en lille ting, som du måske/måske ikke kan bruge til din hjemmeside. Uanset hvad, så mener jeg hvert eneste ord!

Da jeg var ganske ung havde vi i min lille hjemby et genialt spillested, som hed Sysseltinget. Det

var et sted, hvor man flere gange om ugen kunne opleve kvalitets livemusik indenfor stort set alle

stilarter. Jeg blev ret tidligt ramt af en uhelbredelig ”trommesyge” (dvs.en uimodståelig trang til at

slå på alt, der kunne frembringe en perkussiv lyd), og på et tidspunkt begyndte jeg også at tage det

så alvorligt, at jeg rent faktisk gerne ville lære at spille ”rigtigt” på trommer. Så jeg blev meldt ind i

musikskolen og kom i gang med at lære de grundlæggende teknikker. Problemet var bare, at min

trommelærer var klassisk uddannet og derfor ikke kunne byde på den helt store inspiration når det

kom til rytmisk musik (som var det jeg ”tændte” på). Heldigvis var der jo så Sysseltinget, hvor der

altid var ”gang i den”, og hvor man kunne høre mange af landets bedste musikere på tæt hold. Det

var dér jeg havde en oplevelse, som kom til at ændre alt hvad jeg hidtil troede jeg vidste om

trommespil. Aftenens band var fra Ålborg og kaldte sig COMA. De spillede deres helt egen

originale version af det man i mangel af bedre kaldte ”jazz-rock fusion”. Det var i sig selv

mindblowing for en 15-årig knægt, men så var der jo lige det, der blæste mig helt omkuld:

Trommeslageren! Det er ikke for meget sagt, at det jeg hørte Klaus Thrane spille den aften ændrede

mit liv: Jeg vidste simpelthen ikke, at man kunne gøre sådan noget med et trommesæt! Fra dét

øjeblik vidste jeg, at jeg også ville være trommeslager, og jeg ville prøve at nå et niveau som det jeg

lige havde oplevet (selvom det virkede helt uopnåeligt på det tidspunkt). Her godt 35 år senere har

jeg i det mindste fået opfyldt den ene af mine ambitioner: Jeg BLEV trommeslager, og har haft

utallige fantastiske oplevelser med at spille musik igennem hele mit voksne liv. Når det kommer til

”niveau”, tjah så er det jo (heldigvis) ikke noget der kan vejes og måles. Jeg kom aldrig til at spille

som Klaus, for det er der ingen der kan! Hans dynamiske, udadvendte og fantasifulde måde at spille

på er helt hans egen. Det skinner igennem, uanset om han spiller ”Kald det kærlighed”, eller

calypso eller triorock eller fusionsmusik i 17/16 eller....Klaus er på alle måder en rollemodel som

musiker, både med hensyn til professionalisme og engagement. Jeg er glad for at jeg stadig er i

kontakt med ham, og at vi nu kan udveksle erfaringer som gode kollegaer :-)

Michael Friis dec. 2014

Tusind tak Michael. Jeg er dybt rørt.

Nu skal vi snart til at lege og bare have det sjovt.

Alvoren ligger jo altid og lurer, men nu ved jeg jo er du er en af dem jeg kan snakke med :)

Kærlig hilsen Klaus.