2014

Trommeslager

Underviser

Booking af musik

Ejer af Thrane Studiet

Min kommentar til -

2014

 

Året var i høj grad præget af min udtræden af Lars Lilholt Band, efter tro tjeneste i 27 år. Der var mange grunde til at jeg stoppede. Nogle var musikalsk begrundede og andre var af personlig karakter. Det korte af det lange var, at jeg ikke længere havde det sjovt i den sammenhæng, så for at bevare min troværdighed og en naturlig glæde ved musik, var jeg nødt til at stoppe. Det var en meget svær beslutning, som jeg nu har levet med i 4 måneder.


Det har været en hård tid, fordi jeg fandt ud af hvor meget af min idenditet, der har ligget i det band, som jeg har været med til at bygge op og udforme. Fra en dag til en anden, var det grundlag væk og jeg havde i virkeligheden ikke noget at sætte i stedet, andet et ønske om at komme til at spille med en masse nye søde og dygtige musikere. Når man har levet i en Lilholt-osteklokke i 27 år, er det naturligvis ikke noget der bare sker ved et fingerknips og en statusopdatering på Facebook. Jeg har i perioder været helt nede og bide i græsset og min selvtillid har kunnet ligge på et meget lille sted. Men med familie, nye venner og mine trommers hjælp, føler jeg mig efterhånden ovenpå igen.


Trommespillet og musikken er det ”grundstof” jeg har at leve af, så i hele perioden har jeg øvet et par timer dagligt på trommer og det er nyt for mig. Ud over at det naturligvis er musikalsk gavnligt, har det også virket som terapi. Selv når jeg har haft det dårligst, har jeg haft det godt når og efter jeg har øvet. Så jeg har intentioner om at øve endnu mere. Det er rigtig sjovt.


Jeg har fået 3 nye trommevenner, som har været kraftigt medvirkende til at højne mit selvværd, når jeg har været i kælderen.

 

Søren Kepler, Frank Thøgersen og Michael Friis, som alle, ud over at være fantastiske trommeslagere, også har vist sig at være fantastiske at snakke med om generelle menneskelige værdier. Den oprindelige hensigt med at skulle mødes mødes var jo vores fælles interesse for trommer, men de kunne alle mærke, at jeg havde nogle voldsomme ting der rodede rundt i hovedet og i kroppen. Så det er blevet til mere snak end trommeri. Men nu forstår jeg for alvor begreberne venner og empati. Tusind tak for det. Jeg ser frem til næste år med en masse af trommenørderi med Jer, men også de snakke der må opstå uanset hvem der må have behov for det.


Jeg har haft kontakt med mange af mine gamle musikalske venner, som alle har lyst til at komme mere ud at spille med de mange forskellige konstellationer jeg har medvirket i. Desværre må jeg nok til selv at være udfarende med telefonopkald og mails for at skaffe disse jobs, men det må jeg tage som en udfordring.


Så hvis du sidder i en position, hvor der skal hyres musik til et arrangement, synes jeg at du skal checke min hjemmeside under ”Bands” og se hvad jeg kan tilbyde. Det er faktisk ikke så lidt og der er til næsten enhver lejlighed. 


Allerede nu kan jeg se, at 2015 bliver et godt år for BLT (som her fylder 30 år) og der ligger også flere jobs til ”mit” jazz-orkester - Trad Cat´s. Og så har jeg gang i nogle nye projekter, som skal ud og konfronteres med virkeligheden.


Samtidig håber jeg på at komme til at videregive en masse af min ca. 45 års erfaring som trommeslager og musiker via tromme undervisning.


Skulle der sidde nogle derude, der mangler en musikalsk, erfaren, teknisk velfunderet og flink trommeslager til bands, indspilning, teater, musicals, clinics, teambuilding o.l. skal I da bare give mig et kald.


Det kan godt være, at det her var lidt tungt, men næste blog bliver lidt  sjovere. F.eks. vil jeg præsentere lyden "plok", som min ven Niels, Glaspusterblæseren fra Skagen har opfundet. I mellemtiden vil jeg se hvad jeg kan bruge den til.


I løbet af året har jeg spillet en masse sjove jobs med mange forskellige mennesker og jeg ser frem til at komme ud med mange af mine nye og lidt ældre projekter i 2015.

Jeg har også lavet mange spændende ting i Thrane Studiet. Bare så det ikke skal være rent ynk det hele :) Men det kan jeg også skrive mere om næste gang.


I håb om et godt musikalsk, lykkeligt  og indholdsrigt 2015 til alle mine venner og selvfølgelig også mig selv ;)


Godt nytår.