Historie

Trommeslager

Underviser

Booking af musik

Ejer af Thrane Studiet

Historie

Skagen.

Klaus Thrane er født   1955 i Skagen og boede her til han blev 18  år . Her spillede Klaus i flere lokale sammenhænge og lærte de mest elementære  ting som musiker og trommeslager.


Frederikshavn.

Klaus begyndte på HF i Frederikshavn, hvor han mødte Jakob Mygind, som blev en meget stor musikalsk inspirator. Jakob spillede saxofon og interesserede sig for jazz og ikke mindst Frank Zappa, som blev en åbenbaring for Klaus. Jakob var allerede da igang med en sjov musikalsk legeplads, som hed "Coma".  Her kom Klaus med og det skulle senere udvikle sig til at blive et stort fusions-navn i Danmark, som tournerede rundt på datidens spillesteder.


Ålborg.

Klaus startede med at  studere musik på Ålborg Universitet, så det var oplagt at flytte til Ålborg. Her mødte han et hav af nye musikere og der kom et væld af bands på CV´et i de år.

Efter at have spillet på stort set alle spillesteder og restauranter i Ålborg. blev det tid til nye udfordringer. Tendensen var blevet sådan, at alle spillesteder havde gratis entre, så musikken var blevet et biprodukt, og man kunne lige så godt have spille på en banegård. Samtidig var musikken blevet ultra mainstream og alle bands spillede de samme numre, bare med skiftende besætning. Det var der ikke meget musik i.

Århus.

Klaus Thrane valgte at flytte til Århus, hvor han hurtigt blev en del af bluesmiljøet omkring Fatter Eskild. Her blev der også knyttet mange kontakter til dygtige musikere, som han spillede med i en årrække og der var mange  udfordringer i at finde ind til hjertet af blues´en.

   

Lars Lilholt Band.

I slutningen af 1987 kom Klaus Thrane med i Lars Lilholt Band og en helt ny æra startede.

Klaus gik fra at være "værtshusmusiker" til at spille med et seriøst arbejdende band, som kom til at betyde meget for det danske musikliv.

Klaus er her bl.a. kendt for sine meget effektive og udadvendte trommeshows. Her er en udgave optaget i Frederikshavn med Brovst Pigegarde. Se video HER

Klaus valgte selv at forlade bandet i efteråret 2014.


Siden dengang, har Klaus arbejdet som free lance musiker. Se de mange sammenhænge Klaus spiller i HER

Gl. Skørping.

Efter 5 år i Århus flyttede Klaus til Gl. Skørping, hvor han er bosat i dag. Han er gift med billedkunstner og musiker Tine Lilholt.

I den gamle landsbyskole, hvor de bor, har de både galleri og lydstudie, så dagligdagen er fyldt med kunst og musik.

Sammen laver de flere fælles projekter.

Trommerne - en familie "sygdom".


Jeg har været "syg" med trommer i al den tid jeg kan huske.


Min første direkte kontakt med trommer var, når vi besøgte min onkel Erik. Han spillede trommer og der stod et trommesæt i stuen, som jeg naturligvis var meget fascineret af. Jeg er ikke sikker på, at jeg fik lov til at spille (den gang slå) på dem, men kimen var lagt.


Erik´s søn Per, min fætter, begyndte selvfølgelig også at spille trommer: Min storebror Lars var jævnaldrende med Per, så det smittede og så gik stafetten videre til mig.


Lars kom som 13-årig med i det legendariske (i hvert til fald i Skagen) "The Hooligans". Han fik selvfølgelig sit eget trommesæt, som stod stillet op på børneværelset, når han ikke var ude at spille i weekenderne. Når Lars var ude af huset. var der ingen tvivl om, hvor jeg var. Det var mine forældre og vores naboer heller ikke. 


Jeg skylder en stor tak til Lars, som jeg har været meget inspireret af samt til mine forældre, som har haft tålmodighed til at have to trommeslagere i vores lidt over 80 m2 hus samtidig med at min lillebror, Knud-Erik, sad ved klaveret al den tid, han kunne komme til det, når der ikke var "trommelarm".